Det er blevet en turistoplevelse i sig selv at tage på stadion tours, da det kan være svært og dyrt at få billetter til de store Premier League kampe i London.
Kan du ikke få fat i billetter til kampene, kan alle til gengæld komme på besøg på et stadion og få et indblik i en klubs historie, se alle pokalerne og høre alle de gode historier.
Klubberne er blevet mere og mere opmærksomme på markedet for stadion tours, og gør en del for at pleje alle fodboldinteresserede og fans ved stadion tours. Stort set samtlige stadionture har det samme på programmet. Besøg bag kulisserne, et smut i spillertunnelen, en tur på grønsværen og et besøg i omklædningsrummet er de eksklusive højdepunkter. Tottenham Hotspurs og Arsenal FC tilbyder desuden ture, hvor du kan blive guidet rundt af nogle af klubbens legender.
Arsenal FC
Arsenal spillede indtil 2006 på stadionet Highbury. I dag spiller holdet på det 3,5 milliarder kroner dyre Emirates Stadium. Her kan du enten tage på en solo-tur, hvor du med øre-bøffer bliver guidet af nogle af holdets profiler. Du kan også prøve en Legend Tour, hvor Arsenal -legender er dine guider, bl.a. Lee Dixon og Charlie George. Der er også et museum.
Når du er omkrig stadionet skal du selvfølgelig også se statuerne af bl.a. Thierry Henry og Tony Adams, og et smut forbi den kæmpe fanbutik – The Armoury Shop – et mekka for Arsenal Fans
Pris: Tur uden guide koster 17,5 pund (cirka 150 kroner) for voksne, 9 pund (cirka 80 kroner) for børn under 16 år. Tur med guide koster 35 pund (cirka 310 kroner) for voksne, 18 pund (cirka 160 kroner) for børn. Husk at booke i forvejen.
Transport: Tag til stationen Arsenal på Piccadilly Line. Emirates Stadium ligger tre minutters gang derfra.
Læs mere på www.Arsenal.com/tours
Chelsea FC
Har været en af Englands absolutte topklubber de seneste 10 år efter den russiske milliardær Roman Abramovich købte klubben. Holdet spiller på Stamford Bridge. Klubben blev grundlagt i 1905.
Pris: 18 pund (cirka 160 kroner) for voksne og 12 pund (cirka 105 kroner) for børn under 15 år.
Transport: Tag til Fulham Broadway med District Line. Husk at booke i forvejen.
Læs mere på chelseafc.com
Fulham FC
Den ældste professionelle klub i London med start i 1879. Klubben ejes af den egyptiske rigmand Mohamed Al-Fayed, hvis venskab med den afdøde Michael Jackson, der også så Fulham spille, har udmøntet sig i en statue af popkongen uden for stadionet Craven Cottage.
Pris: 10,5 pund (cirka 90 kroner) for voksne og 7,5 pund (cirka 65 kroner) for børn under 12 år. Du kan ikke booke en tour, men der er tours alle dage.
Transport: Tag med District Line til stationen Putney Bridge. Herfra tager det cirka et kvarter at gå.
Læs mere på fulhamfc.com
Tottenham Hotspurs
På Tottenhams hjemmebane kan du vælge mellem seks forskellige rundvisninger på stadion. Heriblandt Kids Tour som turengårtil.dk prøvede. Ligesom hos Arsenal kan man også hos Tottenham blive guidet rundt af en af klubbens legendariske spillere bl.a. Paul Allen og Terry Dyson.
Pris: 16 pund for voksne (cirka 140 kroner) og 9 pund (cirka 80 kroner) for børn under 16 år. Husk at booke i forvejen.
Transport: Tag til stationen White Hart Lane, der ligger lige ved siden af stadion, via undergrundslinjen Victoria Line og stationen Seven Sisters.
Læs mere på tottenhamhotspur.com
Queen Park Rangers
Dannet i 1882 i vest-London og fik sit navn, fordi de fleste spillere kom fra Queens Park. I dag er klubben eget af Formel 1-bosserne Flavio Briatore og Bernie Ecclestone. Queens Park Rangers tilbyder The Loftus Road Experience opkaldt efter klubbens stadion Loftus Road.
Pris: 15 pund (cirka 130 kroner) for voksne og 10 pund (cirka 90 kroner) for børn under 16 år. Vær opmærksom på tiderne. Se nærmere her.
Transport: Tag Central Line med undergrunden til White City. Stadion ligger fem minutters gang derfra.
Læs mere på qpr.co.uk